Kitesurfers Paradise

At lære at kitesurfe er noget af det sjoveste jeg længe har gjort

Det er et mekka for wind/kitesurfere her i Tarifa, byen har også sin charme. På trods af den lille størrelse og Semi invasionen af surfere(det er ikke højsæson endnu) så æmmer byen af lokalt liv, spansk musik, de gamle mure og fæstninger og den Marrokanske indflydelse(Marrokko er 13 km over Gibraltar strædet).

Jeg har været på kursus i fire dage nu 

og er det er lykkedes mig at stå op og komme fremad. 

jeg håber på at komme til at ligge noget video ud en af dagene.

Det er sjovt a  "sejlet nu kan styres i 3 dimensioner og at "skibets" kurs kommer an på hvordan man flytter kroppen.

 

image.jpg

Turen fra Azorerne til Marokko via Madeira

Rejsebrev

Vi er blevet nogle oplevelser rigere!

Vi tog afsted fra Azorerne i vindstille og med en heftig dønning fra stormen dagen før. 2 timer ude var der røg i motorrummet! Der lå vi så og drev 10 sømil fra land, indtil der kom lidt vind hen af aftenen og vi kunne sætte kursen østover. Vinden døede igen i løbet af natten og vi lå og drev, næste morgen fandt vi ud af at der havde slidt sig et hul i forsejlet langs agterliget ca. en underarm lang. Sejlet kom på dæk og blev syet og tapet omhyggeligt. Skaden opstod pga. sejlet havde slidt på undervantet i løbet af natten da det tit kollapsede i den høje dønning. Vi besluttede imidlertid at sætte kursen mod Madeira hvor vi tænkte at muligheden for at få tingene lavet måtte være bedre. Til Madeira kom vi og i havn ved at slæbe os med dinghy. knap 15 minutter efter vi har sat fortøjningerne kommer en sejlmageren, han talte godt engelsk indtil han så vores danske flag, så talte han godt DANSK, vi fik os hurtig en ny ven og guide til øen!

4 dage efter satte vi kursen mod Mohammedia der nu lå nord før øst. vi havde 2 dage med find medvind indtil vinden begyndte og gå imod og vi ikke længere havde stående kurs:( 1 enkelt dag med kuling lige imod en 10 kilos guldmakrel, og en lille tun. Sidste halvandet døgn for motor og vi nærmede os Afrika. Kysten var fuld af garn, bøjer og fiskere alle uden lys. Vi var lige ved at sejle ind i en bøje det var forkert placeret i virkeligheden i forhold til kortet.

Søndag d. 20/9 var vi sikkert fortøjret i Nordafrika! Igår stod vi tidligt op for at hente den 4. gast i Casa Blanca, min kusine Emma, og for at se byen. Folk er søde og venlige men jeg bryder mig ikke om kvinde-undertrykkelsen, Vi er glade for at få nogle kulturelle oplevelser, Afrika er en helt anden verden. Idag har vi sat af til at slappe af, komme os efter strabadserne og få ordnet diverse gøremål.

Faial - Azorerne

GÆST PÅ NJORD

I juli måned tilbragte jeg tre uger med Ruben og Sine på Njord. Jeg fløj til dem, til Azoerne, en øgruppe i Atlanterhavet.Jeg mødte dem i havnebyen Horta på øen Faial. De tog imod mig på båden. Vinkende, smilende; Ruben havde fået bakkenbarter, en ægte skipper, og Sine var flot og brun og syslede med båden, som hun er bedst til. Jeg havde lakridser, kaffe og aviser med. 

På Azoerne er sproget portugisisk, fundamentet er vulkaner, råvarerne er lokalt dyrket, bilerne kører stærkt, og temperamentet er stort. 

 

Vi var dygtige til ikke at lave så meget. Det er måske vores spidskompetence. 

Vi lavede lækker mad hver dag. Vi malede hele det indvendige cockpit i turkis, min yndlingsfarve. Vi stod tidligt op med madpakke og kaffe og tog færgen til naboøen Pico. Vi ville bestige Portugalshøjeste bjerg - Pico - men vejret var for farligt på toppen, så vi droppede det, og gik i stedet på opdagelse på industrihavnen. Så faldt jeg og slog min fod, så jeg blev nødt til at lave ingenting i et par dage. Det var okay. Vi mødte alle de gamle, sømænd på den lokale café og blev bombarderet med røverhistorier og søforklaringerne. Vi var på stranden (mest Sine og jeg), den smukkeste strand med klipper i ryggen. Vi udforskede øen, kiggede på den smukke vulkan, og vandrede rundt om vulkankrateret. På kanten af vulkankrateret duftede der af citrontimian og blomster. Ren Jurassic Park stemning, vi var omringet af skyer, drivvåde, og vi så bunden af vulkanen i små glimt, men ingen dinosaurer. De blå hortensiabuske blomstrede overalt på øerne. Store marker fyldt med blomsterne, jeg har aldrig set noget lignende. Vi sejlede til øen Sao Jorge. Det øsede ned, men vi så en stor  flok delfiner, og der var faktisk lidt drama undervejs: storsejlet ville ikke som det skulle, så Ruben måtte kravle helt op i masten med en stor kniv i munden, som han tabte, meget Rambo agtigt. 

Vi ankom til den smukkeste, lille havneby, Velas, hvor den gladeste mand tog imod os. Der var kun tyve-tredive sejlbåde, omgivet af grønne klipper. Hver aften forvandlede de smukke lyde sig til fugleskrig, det var også som et eventyr. Vi fandt ud af at det er fuglen Cory’s shearwater, som ændrer sin lyd om natten. Lyt til det her, og bliv bange.

Det var på dette sted jeg forlod Ruben og Sine, og dér befinder de sig stadig. I kan være helt rolige: de er omgivet af skønhed. De er gode til at leve bådlivet. Der er mange op -og nedture, et selvfølge, og de kan skændes, og de kan være frustrerede. Men de er enormt gode til at takle hinanden finurligheder og vaner. 

Den formiddag jeg sagde farvel, var det Rubens nitten års fødselsdag. Han blev vækket med æg og bacon og kaffe, med vores mor i telefonen og en god fødselsdagssang i kahytten. Da jeg sagde ægte farvel, følte jeg mig ekstra meget som den stolte storesøster, jeg er, og det var med glædestårer, jeg kørte væk. De to stod og vinkede farvel til mig, arm i arm.

 

Det var blot et udpluk af tiden på båden, og jeg kunne skrive meget mere, for eksempel at jeg hver morgen blev vækket af Sines morgensang til Ruben. Men det er jo svært at beskrive en stemning, så jeg vil blot opfordre jer til at kigge på de smukke billeder jeg har taget.

Tiden på båden nød jeg meget og jeg glæder mig til næste gang.

 

 

Smil fra København,

 

Bella, Rubens søster

 

Ulven hyler

Her blæser det igen i dag. Lige nu regner det dog ikke. Viden suser, og der hvor fiskemændene engang havde deres grej i små fine fiskehuse står nu en lang, smal bygning af metal og hyler. For når viden kommer fra vest ind i mod bygningens gitter hviner det over hele byen. Den lyd fik mig til at tænke på denne sang fra Sebastians musical "Ronja Røverdatter".

1. Ønskeliste

Vi ønsker os:
 

  • Højtaler (som kan oplades med usb)
  • Rocna  anker 
  • SSB kortbølge modtager
  • Søkort
  • Kogebøger
  • Bog: Seven pillars of wisdom af T. E. Lawrence
  • Bog: Skatteøen
  • Bog: Robinson Crusoe af Daniel Dafoe
  • Bog: Mytteriet på Bounty
  • Gaster 
  • Havregryn
  • Lakridser

I den  bog Ruben er i gang med at læse (the Voyagers handbook) skriver de at de flere gange lavede en ønskeliste. Hvis samme ønske dukkede op mere end tre gange, så overvejede de at købe det.

Påske i Cangas

Påsken i Cangas fejres med musik og dans. Alle er med. Børn og voksne. Der spilles på sækkepibe og trommer og der danses folkedans på forskellige niveauer. Inden der spilles op til dans oppe i byen flokkes alle til havnen, hvor der er kapsejlads. Her samles folk på molen for at se den lokale klub få bank i roning. 

Shoppetur i Vigo

Før påsken var vi i Vigo for at handle ind. Vigo er med sine knap 300,000 indbyggere den største by i nærheden. Vi var på udkig efter køkken grej og andre sager. På en af de sidegader vi bevægede os op ad mødte vi manden på billederne. Han sad og arbejdede på hans modelskibe, og vi fik os en lille sludder med ham. Eller det vil sige han snakkede med os og vi lyttede interesseret. For i og med at vi ikke snakker spansk og kun kan gøre os forståelig med brugen af fagter og ganske få gloser var vi ikke så snaksagelige. Det lod dog ikke til genere den ældre herre som stolt viste alle sine skibe frem og beskrev deres historier. Når folk er så velvillige med at kommunikere med os selvom at vi ikke forstår hinanden, så bliver man så glad. Med os hjem fik vi bl.a. en termokande til kaffe, et rivejern, en bageform og en ostehøvler. Desuden fik vi ikke kun én men to is. 

Søsætning

Sådan så det ud da Njord kom i vandet. Ruben og Lasse var en smule nervøse, da Njord hang der i stropperne, men søsætningen gik uden nogle problemer. 

Søsætningen foregik mere end de anviste 6-12 timer efter at båden blev bundmalet, men det er okay. Vi satte stropperne tættere sammen end anvist, for de gled alligevel en smule fra hinanden og bandt dem tot sammen under kølen.  

Bella skriver:

Bella og Ruben, marts 2015

Bella og Ruben, marts 2015

Her er Bellas (Rubens storesøster) tanker fra dagene før vi forlod hinanden i Frigiliana:

Stilhed før stormen

Vi sidder i haven og kigger ud over de grønne bjerge. Vi kan høre småsnak fra landsbyen, biernes summen og hundenes gøen.

Stilhed før stormen beskriver situationen lige nu og her. Ruben og Sine ved ikke, hvad der venter dem, men de er forventningsfulde. De sidder og snakker nogle småting igennem; Ruben vrisser lidt af Sines grundighed, han vil bare have tingene overstået. Og fem minutter senere siger de undskyld til hinanden og hopper rundt igen, glade i låget.

Jeg  er Rubens storesøster, og jeg har på tæt hold fuldt med i Ruben og Sines liv i et lille års tid. De har brugt tiden på planlægning, fuldtidsarbejde og  at drømme stort. De er kommet frem til, at en jordomsejling nydes bedst når man tager sig god tid. Jeg må indrømme at jeg fik et chok, da Ruben henkastet fortalte at syv år er en passende tidshorisont. Det giver god mening. Men syv år virker næsten abstrakt for mig. Hvad lavede jeg for syv år siden og hvordan var jeg? Hvordan ser de ud om syv år? Er de blevet klogere og ændrer de sig drastisk? Vokser Ruben og jeg i  helt forskellige retninger? Og er det ligegyldigt, fordi vi er søskende?
Sagen er, at vi altid har været søskende, men vi blev først allierede for nogle år tilbage. Jeg var hård ved Ruben i vores barndom. Han lærte at give igen, men fordi jeg var storesøster, ramte mine ord Ruben hårdere, end Rubens ord ramte mig. Da han var seksten år, flyttede vores forældre fra Lejre til Spanien, og Ruben tog på folkehøjskole helt oppe i Norge, hvor han mødte Sine. Jeg savnede Ruben og jeg følte mig alene i København. Så da Ruben flyttede tilbage til København, begyndte vi at sætte pris på hinandens selskab, og siden da er det gået den helt rigtige vej.

Ruben og Sine har boet sammen i København siden højskolen. De tager de store beslutninger sammen, fordi de vil være sammen, og fordi de passer sammen. Det hele virker som et selvfølge, og det er dejligt at være vidne til.

Lige nu befinder vi os i Andalusien hos vores forældre. Jeg er taget med herhen for at nyde dagene med dem og sige farvel. I morgen tidlig kører Lasse, vores far, dem og bagagen til Cangas i Nordspanien, hvor båden venter på dem.
Jeg er utrolig stolt af min lillebror. Han har udviklet sig til et klogt og selvstændigt menneske, som jeg ser meget op til. Jeg kommer til at savne ham i min hverdag, og jeg glæder mig til at besøge dem ude i verden!

Hvis deres tur var en fortælling, ville dette tidspunkt være prologen. 
De seneste par dage har jeg optaget flere af mine samtaler med Ruben og Sine, for jeg vil dokumentere denne optakt til deres eventyr i et podcast, der vil handle om Forberedelserne, Forventningerne og at sige Farvel. Glæd jer til at lytte med.